Parfumetænkning: Hvordan jeg nærmer mig hver formel
Mens sneen falder blidt på isfyldte grene, bliver jeg mindet om, at dagen skyller ud om natten, og vinteren smelter ind i foråret. Der er en forgængelighed i hvert øjeblik. Og selvom tingene ikke ser ud til at gå fremad, så ændrer de sig faktisk – også på et mikroskopisk plan – konstant.
Forandring kan være flyvende. Nogle skubber det gerne væk og vil ikke have noget af det - irriterede over de øjeblikke, hvor der er brug for "en forandring". Andre afviser forestillingen om tradition og domstolsændring på hver side.
Selvom tradition kan have en vis grad af ensartethed i sig, er der klumper af overført viden og en ren tankegang, der kommer fra at vide, hvordan en ting blev lavet for årtier, hvis ikke århundreder siden.
Det var der, jeg startede min uddannelse i kunsten at formulere parfume (og jeg bruger udtrykket "kunst" løst). Det er ikke fordi, jeg ikke tror, at parfumeri har noget kunstnerisk over sig. Faktisk har hver næse en unik måde at formulere sig på. Enhver kan efterligne Robert Capas fotografiske stil, men alligevel kunne kun Capa have taget de billeder, han tog. Hvad og hvem han var, informerede hvert klik på lukkeren. Og med hver fremgang af filmen udviklede han sig, ændrede sig og blev modig.
Jeg startede med at ridse overfladen af nutidig parfumetænkning, og derefter brækkede jeg hurtigt mine stive små negle, der gravede mod grundfjeldet, fyldt med traditionsårer. I den smertefulde ende blev jeg elev af for længst glemte metoder, som passede bedre til vores lille laboratorium.
I mere traditionelle metoder identificerede jeg en blødere og mindre aggressiv tilgang til at blande følsomme absolutter og naturlige betoner. At give eksperimenterne tid til at hvile så ud til at være glemt i vores go-go-go, twirl-swirl-swirl maskine blande-æra. Men tradition kan kun bringe dig så langt. Jeg havde brug for nogle moderne teknikker til at hjælpe med at udvide min tankeproces. Jeg skulle tage den hurtige prototyping-tilgang, jeg så ofte havde brugt som designer, og anvende den til at formulere med ultramoderne aromaingredienser. Denne kontrast mellem gammelt og nyt passer fuldstændig til min stil.
Så hvordan nærmer jeg mig hver linje i formlen? Helt uskyldigt går det løs i laboratoriets kulde. Eller hvis jeg bringer det tilbage til mikroskopet, ligger det på de tykke papirteststrimler, vi ser i så mange "næses" hovedbilleder - i de utallige flasker med råvarer, der dominerer hver ledige tomme af hyldepladsen.
Mine dage er drænet fra den ene flaske til den anden, strimmel til strimmel. Der tages noter og leder efter Tetris-brikkerne til at vende og flop på plads. Jeg skriver min første linje. Udgangspunktet: et arrangement af aromaingredienser i hjertet af dette særlige eksperiment. Jeg giver den et navn – temaet for den forhåbentlig-snart-være parfume. De andre blokke flyver på plads, skifter eller falder af - og stopper mig selv, før spillet bliver for kompliceret. Jeg venter et par dage, redigerer linjerne, trimmer fedtet. Dernæst er det ind i laboratoriet for at blande. Jeg trykker på pause.
Hætten er viklet tæt. jeg venter; utålmodigt tempo, mens elementerne i flasken begynder at ændre sig - på et mikroskopisk niveau - aldrig så konstant.